Mads Andersen

  Notater:

Christensdatter. Deres børn var Mette, Christen og Jens. Augustinus boede kun en kort tid i gården, thi 1773 har en ny mand, Mads Andersen, gårdsparten i fæste. Mads Andersen skiftede herskab, idet sognepræsten Hans Steenberg i Vorgod 1780 købte den halve Storgaard - måske den hele - af herremanden på Lundenæs, og i den anledning skulde han have sit fæstebrev fornyet. Mads Andersen måtte beholde den hidtil benyttede halve del af husene, salshus og udhuse, samt halvdelen af agre, eng, fædrift, lyngslet, tørveskær osv. Foruden kongelige skatter skal han betale pr. centner skat på Amtsstuen samt svare soldaterhold efter sit hartkorns størrelse med andre i Lægget, når en soldat skal lejes, "hvilke sidste tvende Dele jeg godtgør ham i Landgilde, således, at han kun svarer årlig 6 Rdl. Landgilde, som betales til lste Maj 1781 og fremdeles årlig, og foresten fri for al Ægtkørsel og Arbejde i alle Måder. Og skulde det ske, at jeg eller mine Arvinger vilde sælge hans påboede halve Part af Storgaard, skal det blive ham eller en af hans Børn, som Fæste på Stedet haver, overladt og skødet for den Sum a Eet Hundrede og tresindstyve Rdl., om han det vil købe. Al den Stund nu Mads Andersen holder sig overskrevne efterrettelig og er mig som Husbond hørig og lydig i alt tilliggende.Dette bekræftet med min Hånd og Segl. Hans Steenberg (L.S.) Vorgod Præstegaard., den 4. August 1780. Mads Andersen var gift med en datter af Fæsteren Michel Pedersen på den anden gårdspart, Maren Michelsdatter, med hvem han har datteren Mariane, gift 1785 med Morten Søe Mogensen, boende på Holmsland, og sønnerne Christen, Jens, som døde 15 år gammel og Anders, der overtog gården efter faderen. 1790, den 7. oktober blev Anders Storgaard, som han kaldes, gift med Kirsten Christensdatter fra Sønderup i Nr. Vium Sogn, og har vel så fået fæstet på gården, som han 1797 købte til selveje af pastor Hans Steenbergs enke, Dorthe Katrine, for 160 rdl. Året efter forøgede han sin ejendom betydeligt, idet han ved auktionen på den anden gårdepart købte hovedparcellen af denne for 530 rdl. 1834 ejedes Storgaard af Christen Hansen, som vist var gift med en datter af den forrige ejer. Efter at have boet her i en del år solgte han gården og flyttede til Vadgaarden, som han havde købt. Hans eftermand havde vanskeligt ved at klare sig og solgte derfor igen gården til Mads Nielsen, som heller ikke spandt silke ved den, hvorfor han senere afhændede den til Mads Storgaard fra Borriskrog. Dens nuværende ejer hedder Niels Grove Jensen. I Christen Michelsens og Mads Andersens tid brændte Storgaard. Om Ildsvåden fortæller justitsprotokollen følgende: 1778, 27. Oktober, meldte sig til Retten Christen Michelsen og Mads Andersen begge af V. Herborg, som gav Retten bedrøveligen Tilkjende, at der sidstleden Mandag d. 19. Oktober i Dagbrækningen om Morgenen opkom i Køkkenet ved siden af Salshuset, hvorved Køkkenet var, en skadelig Ildebrand hos Christen Michelsen, som de blev vækket, hans Kone og ham i Sengen, og kom tillige med Kone og Børn næsten nøgen ud. Hvilken Ildebrand i en kort Tid, skønt der dog , kom Folk til Redning, ej kunde dæmpes, men greb saa vidt om sig, at Ildens Lue ej allene reent 3. udgave 2004 Side 8. 4

Kilde: http://www.janushalkier.dk/slaegt/08/08.htm

Slægten i Storgaard, Herborg by, Vorgod sogn. Storgaard var i gammel tid den største gård i Herborg og var i følge sagn fra gammel tid præstegård i Herborg, men det må være i tiden før, den sorte død indtraf, d. v. s. tiden ved år 1350 omtrent. Den forfærdelige pest - den sorte død - hærgede som før nævnt især i egnen mellem Ringkøbing og Herning, hvor flere sogne blev enten helt eller delvis folketomme og som følge heraf lagdes Herborg under Vorgod, indtil der lidt før ar 1900 igen byggedes kirke i Herborg. Storgaard blev senere bolig for herredsfogederne i Bølling herred og hørte under Lundenæs. 1645 beboede herred6foged Jørg. Jensen Storgaard og havde en besætning på tre heste, fire køer, seks stude og ungnød. Hans udsæd var: 5+ td. rug, 2 tdr. byg, 4 tdr. havre; desuden ydedes af gården en skovvogn, 1 skovsvin og 12 hestes gæsteri. Det sidste må vel have været til kongen personlig, når han drog landet rundt på gæsteri. Fra 1688-1788 ca. var der altid to fæstere i gården. 1773 kom der en ny mand Mads Andersen til Storgaard som fæster. Han var vistnok fra Stauning sogn. 1780 fik Mads Andersen nyt herskab, thi dette år købte pastor Stenberg i Vorgod gården af Lundenæs. Mads Andersen fik i den anledning sit fæstebrev fornyet. Han måtte beholde den halve del af salshus, udhuse samt halvdelen af agre, eng, fædrift, lyngslet og tørveskær. Det var en oversigt over Mads Andersens indtægter. Af udgifter skal han betale kgl. skatter, svare soldaterhold efter sit hartkorns størrelse, når en soldat skal lejes. Sidste tvende dele godtgør jeg ham i landgilde således, at han ikun svarer 6 rigsdaler årlig. Skulle det ske, at jeg eller mine arvinger ville sælge Mads Andersens halve part af Storgaard, skal det blive ham eller een af hans børn som fæste på stedet have overladt og skødet for den summa 160 rigsdaler, om han det vil købe. A1 den stund Mads Andersen holder sig overskrevne efterrettelig og er mig som husbond hørig og lydig i alt, skal ovennævnte halve del af Storgaard være ham fæst og sted med alt tilliggende. Dette bekræftes med min hånd og segl. Vorgod præstegård, 4. aug. 1780. Hans Stenberg. 3. udgave 2004 Side 16. 5 Storgaards brand 1778 19/10. To år før Mads Andersen fik nyt herskab, oplevede han og hans familie en dramatisk begivenhed, hvorved de nær ved kunne være blevet udslettet af de levendes tal. I følge Bølling herreds tingbog skete følgende: 27. oktober meldte sig for retten Chr. Mikkelsen og Mads Andersen, begge af Herborg, som gav retten bedrøvelig til kende, at der sidstledne mandag d. 19. oktober i dagbrækningen om morgenen opkom i køkkenet ved siden af salshuset, hvorved køkkenet var, en skadelig ildebrand i en kort tid, skønt der dog kom folk til redning, ej kunne dæmpes, men greb så vidt om sig, at ildens lue ej alene fortærede og opbrændte Chr. Mikkelsens sals- og våningshus bestående af 10 fag og et stykke af hans fæhus - to fag, men endog hans naboes Mads Andersens salshus, som var indbygget i den første skadelidendes bestående af 12 fag og var Chr. Mikkelsens i skikkelig beboelig stand - det nederste af salshuset egetømmer var Mads Andersens nylig bygget to år siden - noget hvert år. Disse tvende beklagelige, skadelidende, fattige fæstebønder forklarer efter rettens tilspørgsel, især Chr. Mikkelsen, hvor ilden først blev begyndt, at de aldeles ikke vidste, hvorledes eller hvoraf ildebranden havde sin oprindelse, men fremdeles Chr. Mikkelsen forsikrede, at hverken han eller hans Folk havde enten med uagtsomhed med ilden eller i andre måder forårsaget sin og naboers skade ved samme ildebrand. De beklagede også begge med største væmodelighed, at de havde mist det meste af deres ringe ejendomme og hver af dem alene bjerget to ringe senge og den ene een og den anden to kister, men i øvrigt blev både deres klæder og andet husgeråd opbrændt. Til denne forulykkelse og deres store skadeskeede ildebrand fremstillede disse tvende, skadelidende mænd Chr. Mikkelsen og Mads Andersen fire beboere og gårdmænd, som er deres nære naboer for at give forklaring om denne bedrøvelige skade og på rettens spørgsmål eedeligen at give oplysninger om, hvorvidt de om samme ere vidende og øjensynlige vidner, hvorpå retten fremkaldede disse fire mænd: Søren Pedersen, Mads Nielsen, Lars Sørensen Tulsgaard og Jørg. Larsen Birkmose, som blev af retten formanede at aflægge sådan oplysning om denne skede ildebrand, som de edeligen kan bekræfte, hvortil de ej alene som meldt formanede, men endog betydede edens kraft og vigtighed. Hvorpå retten tilspurgte dem først, om de var beslægtede med disse skadelidende? Nej! Hvor nær enhver af dem boede de to afbrændte steder? De boede omtr. 100 skaft, de andre dobbelt så langt derfra. Hvad tid de den dag blev ilden var.? De tre vidner hørte skrigen og jammer, hvorefter de løb straks i dagbrækningen, men de kunne ikke se ilden, før de kom nær til stedet formedelst stærk tåge. På hvad sted i gården de først så ilden af skorstenene ud af huset? Da de kom stak ilden ud af nør side af Chr. Mikkel6ens hus. Om ikke vidnerne søgte med størst mulig flid i største anfang at dæmpe ilden, eller hvad der var grund til, at det ikke skete? Ilden havde taget sådan overmagt indvendig i huset, at de ikke kunne udrette noget til dens dæmpelse formedelst røg og kvalme, men fæhuset fik de 3. udgave 2004 Side 16. 6 reddet, efter at to fag var brændt. De afbrændte to gårde lå hinanden så nær, at salshusene var bygget ind i hverandre. Om ilden da tog så stærk overhånd fra første sted, at Mads Andersens salshus heller ikke kunne reddes? Nej! thi det var så bespændt indvendig af ild, som løb rundt om indvendig, at der ingen redning var undtagen for fæ- og ladehuset. De kunne ikke gøre sig nogen som helst forestilling om, hvorledes ilden var opstået. I løbet af omtrent en stund var begge gårdene nedbrændt, og intet tømmerværk til nytte blev reddet. I hvad stand var de to gårde? Chr. Mikkelsens hus var i skikkelig god stand og beboelig, men Mads Andersens gård var bygget for to år siden med egetømmer. Der var ingen bedre i hele Vorgod sogn. Chr. Mikkelsens afbr2ndte huse var næsten 2 gange af værdi som det tilbagestående. Men Mads Andersens salshus var fuldkommen 3 gange af værdi som det tilbagestående. Chr. Mikkelsens fik reddet 2 mådelige sengeklæder og kiste, og manden med kone og børn kom næsten nøgne ud. Mads Andersens fik ligeledes reddet 2 mådelige sengeklæder og to kister, kom også næsten nøgne ud. De brandlidte var ædruelige, skikkelige folk, og der var ingen laster dem at tilegne. Angående ovennævnte bemærkning, at der ingen laster var (de brandlidte personer at tilegne), var det i Mads Andersens familie en antagelse, at ilden på garden var påsat af Chr. Mikkelsen. I den forbindelse er det værd at mærke sig, at branden først opstod i Chr. Mikkelsens hus. Da Mads Andersens hus rar nyopbygget, har Chr. Mikkelsen maske ogsa ønsket sig et nyt beboelseshus? Misundelse og hævnfølelse har i hvert fald sikkert været en medvirkende årsag til den slette handling. Hvad tingbøgerne ikke beretter noget om i forbindelse med branden på Storgaard er en anden begivenhed, der har levet i vor s12gt indtil denne dag. Vore tipoldeforældre, ovennævnte fæstebonde Mads Andersen og hans hustru Kirsten Povlsdatter (hun var fra Dalgaard i Finderup), havde en datter Mariane, hun var født 1755, d. 1855, lO0 år gl. g 3 mdr. Hun var 23 år, da gårdbranden fandt sted. Der står i beretningen i tingbogen, at da vidnerne (de fire mand) kom til gården, var Mads Andersens hus så bespændt af ild indvendig, at der ingen redning var. d.v.s. for hvem, der muligvis var derinde. Endvidere står der jo i beretningen, at vidnerne hørte jammerskrig fra gården, inden de nåede dertil. Det var ikke underligt; thi den unge pige var inde i den brændende bygning og kom stadig ikke ud, desto større må glæden have været, da hun, efter at ilden var neddæmpet, trådte uskadt ud af den nedbrændte ruin, hvor hun må have oplevet nogle frygtelige øjeblikke i dødsangst. I sin store nød løb hun ind i bagerovnen, hvorved hun reddede sit liv. Det har altid gjort et stærkt indtryk på mig, nar min far omtalte den gamle bedstemoder Mariane Madsdatter fra Storgaard. Han var 17 år, inden hun døde. Et andet minde, han fremdrog om hende, var. at hun som hyrdepige vogtede fårene hjemme i Storgaard for ulvene, som endnu levede i Vorgod sogn dengang, d.v.s. i tiden 1765-1770. Ved samme tid (måske lidt før) var det jo, at tipoldefar, Bendt Ejstrup, jagede disse rovdyr i hederne omkring Ejstrup. Faster Mariane i Søndergaard, der blev over 90 år, var opkaldt efter hendes mormor Mariane fra Storgaard, fortalte, at grunden til, at Mariane blev bosat på Holmsland rar, at holmboerne kom op til hedesogne (blandt disse Vorgod sogn) for at købe hedetørv, lyng og klyne. På den måde indledtes bekendtskabet mellem Morten Sø fra Holmsland og Mariane fra Storgaard - i Vorgod sogn. Men i Storgaard var der også en broder til Mariane, der hed Hans Madsen. Hans far var jo (som nævnt i denne beretning mange gange før) Mads Andersen. Denne Hans Madsen var blevet oplært som håndværker, kunne mure og vist også snedkerere. Som voksen mand blev han gift med Margrete Bendtsdatter fra Ejstrup, datter af ulvejægeren Bendt Ejstrup. Han var født 1760. Hans hustru, der var 13 år ældre, var født 1747. Med disse to mennesker kommer vor s1ægt til Faster præstegård, hvor den fik sæde de følgende 150 år ca. Nøjagtig hvilket år, Hans og Margrete fæstede bo i gården, vides ikke, men de boede der som nævnt 1787 sammen med en anden familie. Manden i denne hed Jesper Andersen, der nævnes som bonde og gårdbestyrer. Hans Madsen nævnes som husmand og muremester. Hvem der ejede gården nævnes ikke, men den kaldes i gamle papirer Annexpræstegaarden. Disse annexpræstegårde skal lige omtales med et par ord. I den katol6ke tid, d.v.s. tiden før 1536, var der vist en præst ved hver kirke, men da der kom protestantiske præster, som i modsætning til deres katolske forgængere som oftest havde kone og børn at forsørge, lagdes mange af de tidligere katolske præsteembeder sammen til eet embede. I Bølling herred er der mange af disse fhv. katolske præsteembeder eller annexpræstegårde, som de også kaldtes, således Hanning Kirkegaard, Sæding Kirkegaard, Faster Kirkegaard, Vium Kirkegaard, fra Horne Herred kan nævnes bl.a. Egvad Kirkegaard, Hoven Kirkegaard. Navnet Kirkegaard fik disse gårde, da de gerne var beliggende tæt ved kirken I Bølling havde præsten vistnok indtægten af Annexpræstegaarden i Sæding Nørby, som den kaldtes i tidligere tid helt til bondefrigørelsen 1788. Bøllingpræsten Nikolaj Satterup kalder sig selv Herlighedsejer af Sæding Kirkegaard, da han i året 1777 ud6tedte fripas til en dreng fra garden, den senere så berømte hosekræmmer Mikael Kirkegaard, da denne drog til København til sin morbroder . Hvorledes forholdet for Borrispræst ens vedkommende har været til annexpræstegården i Faster vides ikke, dog havde han fra gammel tid vist ret til at stalde sine heste ind i gården om søndagene, mens han holdt gudstjeneste i kirken. Hos Hans Madsen og Margrete Bendtsdatter nævnes i året 1787 en tjenestedreng på 8 år - Bendt Svendsen. Det er vor bedstefader, der, så vidt man kan skønne, kom til at leve et usædvanligt langt åremål i Faster præstegård; thi han døde først 1869. Den gamle Faster præstegård lå lidt nordvest for den nuværende gård. Den var som så mange ejendomme i fordums tid lavtliggende nede ved engdraget. Enten bedstefader eller Hans Madsen flyttede vistnok gården op på dens nuværende plads lige nord for kirken. Hans Madsens kendingsnavn blev snart Hans Kirke vel på grund af, at han boede lige ved kirken. Bedstefar, der blev hans eftermand i gården, fik også kendingsnavnet Kirke - Bendt Kirke. Hans sønner, mine farbrødre, fik det samme tilnavn: Hans Kirke, Morten Kirke. Min far blev i sine unge dage kaldt Niels Kirke. Min farbroder, der fik fødegården efter bedstefader, kaldtes Mads Kirke.

Kilde: http://www.janushalkier.dk/slaegt/16/16.htm

  Begivenheder i hans liv:

• Folketælling. Fkt-1787; Vorgod - Widebeck ; 1;
154; Mads Andersen; m; 69; gift,2; Mand / Gaardbeboer
155; Maren Svendsdatter; k; 72; gift,2; Hans kone
156; Johanna Madsdatter; k; 25; ugift; Barn af 1ste egteskab
157; Else Jensdatter; k; 11; ugift; Broderdatter
158; Jochum Nielsen; m; 28; ugift; Tienistefolk [tienestefolk]
159; Anna Knudsdatter; k; 22; ugift; Tienistefolk [tienestefolk]

Mads blev gift med Ellen Mikkelsdatter, datter af Mikkel Pedersen (Herborg) og Else Christensdatter. (Ellen Mikkelsdatter blev født i Herborg.)

Mads blev derefter gift med Maren Svendsdatter den 21 Feb. 1766 i Vorgod. (Maren Svendsdatter blev født omkring 1715.)