Anders Sørensen Klyne

  Notater:

I "Samlinger til Jydsk Historie og Topografi 1. Rk., 1. Bind", findes en længere og særdeles interessant artikel af J. Kinch om Anders Sørensen Klyne og hans slægt, i hvilken der bl.a. fortælles følgende:
"Omtrent samtidig med sit Ægteskab har Anders Sørensen rimeligvis begyndt en selvstændig Virksomhed som Handelsmand; men denne Virksomhed synes, uagtet han havde saa rig en Fader, og hans Kone ogsaa maa have haft nogen Formue, at være begyndt ganske i det Smaa; i det mindste træffer vi ham i Foraaret 1573 selv staaende i "en lille Krambod" i Nørregade.

Her kom en Mand fra Landet, som vilde kjøbe nogle Sild af ham; men de kunne hverken blive enige om Prisen eller om dens Værdi, hvortil Anders Sørensen skulde tage en "gammel Daler", idet Bonden vilde have, at han skulde give Mere for den, end den efter kongelig Forordning skulde gjælde.
Da Bonden blev for nærgaaende, stødte Anders Sørensen ham bort; men nu begyndte han ude paa Gaden at true med en Kniv, som dog ved tililendes Hjælp blev vristet fra ham.
Efter Vidnernes Forklaring kunde der ikke lægges Anders Sørensen noget til Last.

I samme Foraar begyndte vor unge Ægtemand og Borger at leje af Byens Jorder, og samme Dag, som Forhøret blev optaget i den ovennævnte Sag, fik han Skjøde på en Kaalgaard med Bygning (Lysthus) paa St. Hans Holm, det vil sige, den Ø, som dannedes af Byens Grave (udenfor den nuværende Gravsgade) og Aaens 2 Hovedarme".

I 1573 kom Anders under et drikkegilde til at såre den unge og ustyrlige Poul Hansen (søn af rådmand Hans Jensen) så slemt med en kniv, at han døde dagen efter.
Størstedelen af skylden lå hos Poul Hansen selv, og Anders Sørensen Klyne blev da også af tovsmændene "svoren til sin fred" mod at betale mandebog til den dræbtes slægtninge og faldsmål til kongen og byen.

D. 17. januar 1580 fik Anders kongebrev på, at han måtte aftappe vin i Ribe By.
Sin vinkælder havde han lige ved siden af byens, men få år efter fik han selve rådhuskælderen i leje, og 19 år senere fornyede han lejemålet i forening med en Bertel Struck.
De to måtte i fællesskab forpligte sig til at udskænke vin til "et billigt værd".

Året efter at Anders havde fået kongebrev på vinhandelen, lod kongen holde retterting i byen, i hvilken anledning kansler Niels Kaas, marsk Niels Gyldenstjerne og 4 andre rigsråder var tilstede der.
Af de endnu bevarede regnskaber fremgår det, at rigsråd J. Rosenkrantz under rettertinget boede hos Anders Sørensen Klyne.
De høje herres fortæring, som betaltes af byen, udgjorde henholdsvis 26, 9½ og 7 rdl., hvortil kom en vinregning på 43½ rdl.

Anders var en mand med sine meningers mod, og i forbindelse med en strid mellem ham og borgmester Peder Mortensen Hegelund fremstod han d. 16. februar 1582 åbenlyst på tinget, hvor han bl.a.a udtalte, at han i hvert fald ikke havde været med til at vælge Peder Mortensen Hegelund til borgmester.

I 1588 blev han i øvrigt selv valgt til rådmand, og året efter opstod der en hæftig strid mellem ham og adelsmanden Mourids Podebusk. Sidstnævnte beskyldte nemlig Anders for at have fremlagt nogle falske papirer under en proces i Holland, og han forbød nu borgmester og råd at give Anders Sørensen Klyne sæde hos sig.
Dette forbud havde Mourids Podebusk imidlertid ingen bemyndigelse til at udstede, men borgmester og råd rettede sig efter ham og udelukkede Anders fra rådet, hvorved der naturligvis hurtigt opstod den mistanke i byen, at der var noget om snakken.

Men Anders var jo ikke tabt bag en vogn, og han sendte straks sin dygtige hustru, Kirstine Lauridsdatter, til København, hvor det lykkedes hende at få udstedt 2 kongebreve, dateret d. 7. december 1588.
I det ene brev tog kongen hendes mand under sin beskyttelse, idet Anders frygtede at blive overfaldet af Mourids Podebusk.
I det andet brev befalede kongen borgmester og råd atter at lade Anders Sørensen Klyne tage sæde i blandt dem, idet der forelå bevis for, at han havde handlet ærligt.

D. 28. august 1593 aflagde kong Christian d. 4., besøg i Ribe, hvor byens borgere modtog ham i deres rustninger under Anders Sørensen Klynes befaling.

To dage senere forlod kongen byen og drog via Trojborg til Daler, hvor han skulle overnatte.
Forinden var Anders' hustru taget til Daler sammen med flere andre kvinder fra Ribe, for her at sørge for majestætens standsmæssige indkvartering. Mere præcist bestod opgaven i at behænge stuerne med tapeter m.v.

Da lensmanden Albert Friis i 1595 for første gang fratrådte lenet, og Valdemar Parsberg afløste ham, holdt borgmester og råd et gilde for dem begge på byens regning.
Dette gilde stod Anders for, og der blev drukket 42 kander vin og 1 tønde øl.

I juni 1595 foretog Valdemar Parsberg i øvrigt en udflugt til Sønder Ho på Fanø sammen med biskop Hegelund og Anders.

Efterhånden blev Anders som før nævnt en meget formuende mand, og desuden en stor grundejer.
Huset nr. 378 på Nederdammens nordside arvede han efter sine forældre, som havde boet der.
Senere købte han to ejendomme (ødehuse), som lå øst for dette hus, nedrev dem og opbyggede et nyt.

I en gammel beretning siges det, at han lod opføre mange huse i Ribe efter den store ildebrand i 1580.


Mere konkrete oplysninger om Anders' adresser findes i Ole Degn's doktorafhandling "Rig og fattig i Ribe", p. 188, bind 2:
Anders' første hus lå på Grønnegade (Østsiden, mellem rådhuset og hjørnehuset ved torvet).
Fra 1577 (efter faderens død) flyttede han og familien på ind på Nederdammen i faderens hus, (det næstvestligste på nordsiden).
I 1588 flytttede familien ind i naboejendommen: Huset øst for faderens.


Anders Sørensen Klyne og hans børns liv og skæbne giver et næsten overtegnet billede på den voldsomhed og tilbøjelighed til blodsudgydelse som - i det mindste i visse kredse - herskede endnu i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede.
Det skal dog på ingen måde forståes sådan, at denne families liv og død var tidstypisk.

Anders, som vist i det hele taget ret temperamentsfuld herre, slog således en anden mand med et spyd i 1591. Men dette optrin fik vist ingen følger.

D. 5. maj 1598, samme dag som Ribe Latinskole havde sin majfest, indtraf imidlertid en sørgelig begivenhed.
Anders Sørensen Klyne, herredsfogeden i Gørding Herred Søren Jensen Bramming og Jakob Svanning havde været sammen hele eftermiddagen og havde drukket godt, først hos Jakob Svanning og derefter hos Anders' svigersøn biskob Hegelund
Men under festlighederne i biskobbens gård var herredsfogeden blevet temmelig beruset, og da han i kådhed truede Anders med sit sværd, ville denne parere med et spyd, han havde med sig - vistnok også for sjov.
Pludselig snublede herredsfogeden (han var jo stangdrukken) og kom derved til at såre Anders sådan i benet, at han døde 4 dage senere.

Herredsfogeden Søren Bramming blev straks arresteret, men slap atter løs ved kaution.
Skønt der ikke var nogen grund til at antage, at gerningen skete forsætligt, forfulgte Anders Sørensen Klynes slægt dog sagen imod herredsfogeden med stor iver, og Jakob Svanning førte sagen for dem med stor dygtighed.

At drabet ikke var sket af våde ville han bevise derved, at Søren Bramming jo med forsæt havde trukket sit sværd og derfor burde gøres ansvarlig for den ulykke, som var sket.
Tovsmændene svor da også d. 13. juni drabsmanden fra hans fred. De gjorde ham med andre ord fredløs.

Søren Bramming fik dog en dygtig forsvarer i lensmanden Albert Friis, som fik sagen fremført i rådstueretten, som derefter dømte tovseden ugyldig.

I februar året efter lykkedes det Anders' slægtninge at erhverve et kongeligt oprejsningsbrev, som tillod dem på ny at anlægge sagen, og de samme tovsmænd svor nu atter Søren Bramming for hans fred.
Denne ed blev stadfæstet af borgmester og råd d. 20. december 1599.
Lensmanden forsøgte forgæves at få sagen for Viborg Landsting, men efter hans død i 1601 optog den nye lensmand, Albret Skeel, forhandligen med begge parter og opnåede et forlig.
Forliget bestod i, at drabsmanden skulle betale de efterladte en sum penge efter fri overenskomst, den tidligere såkaldte "Görsum" på 400 rdlr.

Det er klart, at Anders Sørensens pludselige og meningsløse død har gjort et forfærdeligt indtryk på hans efterladte enke.
Hun skulle dog komme ud for endnu hårdere prøvelser, idet ulykke på ulykke i de kommende år ramlede ned over familien.

Den ældste søn Jens, var tidligt med i gadeoptøjer og deltog senere i flere blodige slagsmål.
D. 10. juli 1610 blev han dræbt på skibbroen under en strid, som opstod mellem 2 andre personer.

Sønnen Søren deltog, så snart han blev voksen, i sin ældre brors vilde liv og var en lige så dårlig person som han.
D. 31. oktober 1602 blev han dødeligt såret på et værtshus lige uden for Hamborg, og 3 dage senere døde han i Ribe.

Sønnen Hans fulgte i sine brødres fodspor, men døde allerede som 20-årig.
Hans' søster Karen var gift med rådmand Hans Jessen (Søhanes) søn.
D. 11. september 1604 blev den 72-årige Hans Jessen hårdt såret.
Mistanken faldt snart på Hans, hvorfor lensmanden lod ham arrestere.
Han tilstod at have begået denne ugerning, og dommen faldt hurtigt, hvorefter han d. 22. december samme år blev halshugget.

Datteren Karen var, som ovenfor anført, gift med Niels Hansen Søhane, hvis far blev såret af Karens bror Hans.
Niels Hansen Søhane var ikke fri for at ligne sine svogre meget hvad angik voldsomhed og lyst til ballade.
Desuden var han en meget slet person, som snart satte den formue, som både han og hustruen havde arvet, over styr.

D. 12 juni 1615 ramtes familien af endnu en stor sorg, da Karen og et par af børnene omkom på en sørejse mellem Sønderho og Ribe.

Datteren Lisbeth blev i 1604 gift med Jens Andersen Guldsmed der, som foran omtalt, i 1625 under en strid dræbte sin egen bror Hans.

Følgende stammer fra: http://www.moerch-bjaerre.dk/Martha/per01687.htm#0
"Efter at have tiltraadt den store Arv efter sine Forældre, har Anders Sørensen rimeligvis i høj Grad udvidet sin Handelsvirksomhed. Han blev saaledes nu den største Lejer af Byens Jorder, navnlig dens Enge. I Februar 1578 fæstede han Gravsogns Mark (nu Hans Hegelunds Mark) paa 8 Aar for 23 gl. Dr. aarlig, og desuden paa 1 Aar Stejleng for 13 Dr., Tvederkjær (nu Ribe Kjær og Mose) for 60 Dr. og Store Kobro for 140½ Dr. Uagtet det ikke anføres, havde han dog maaske dette Aar ligesom oftere flere Interessenter med sig i den sidste store Eng. Da disse Enge især fæstedes af Hensyn til Studehandelen, saa maa vi antage, at han nu drev denne med stor Kraft. Han havde dog allerede begyndt paa den før Faderens Død; thi 1576 kjøbte han en Stald i Forstaden, som dengang var en hel Staldby, bestaaende alene af Stalde, som kunne rumme flere tusinde Stude, og allerede 1577 havde han haft Andel i Store Kobro.

Ved Skatteligningerne før Jul 1577 og 1578 blev Anders Sørensen ansat at skatte efter 10 Mk., og da Skatten i det sidste Aar udredtes firdobbelt, skulde han altsaa betale 40 Mk. i Byskat.
Over denne Ansættelse, som var lidt højere, end hans egen og hans Faders hidtil havde været tilsammen, beklagede han sig for Borgmestere, Raad og 24 Mænd.
Disse svarede ham, at hvis han ikke vilde betro dem at lægge ham i Skat, saa vilde de tilbyde ham, at han selv maatte gjøre det "ved sin Ed", saaledes at han skulde betale 8 Sk. af hver Tusind Mk. frit Gods eller, hvis han fandt, at det var for Meget, da 8 Sk. af hvert halvandet Tusind, uagtet de mente, at Ingen i Ribe havde den Formuenhed til sin Skat som han.
En Skat af 40Mk. vilde altsaa herefter kun have svaret til en ren Formue af 60.000 Mk. eller 15.000 Dr., medens Anders Sørensens Arv skal have været meget større. Efter Skattebogen maa man ogsaa antage, at han ikke har taget imod Tilbuddet; men da han 1579 var sat til at skatte efter 16 Mk., brød hans Misfornøjelse igjen frem, og den 3die December opsagde han endogsaa i begge Borgmestrenes og flere Andres Nærværelse paa Raadstuen sit Borgerskab, og da han gik ud, bad han alle de Tilstedeværende at "drage hans Ord og Opsigelse til Minde".
Denne Opbrusning har vel ogsaa snart lagt sig; thi hans Opsigelse af Borgerskabet findes ingen Følger at have haft, og næste Foraar fæstede han ligesom tidligere af Byens Enge".
Anders Sørensen Klynes Handelsvirksomhed omfattede hovedsagelig Eksport af Stude og af Landets øvrige Produkter, dels til Elben og dels til Holland.

I 1580 fik han endvidere kongelig Tilladelse til at udtappe Vin i "Potte- og Kande-Vis", eftersom han havde "en stor Hob" Vin liggende, som han havde faaet i Betaling af nogle hollandske Købmænd. Den 8. November 1593 fik Tolderen i Ribe Kjeld Jørgensen et Kongebrev, hvori han fik Befaling til at betale Anders Sørensen Klyn den Tørfisk, som Kasper Markdanner havde bestilt hos ham til Hofholdningen paa Koldinghus. Heraf fremgaar det altsaa, at Anders Sørensen Klyne ogsaa levede af Fiskeri, og i Sommermaanederne opholdt han sig da ogsaa som Regel i Sønderho, hvor han ejede nogle Huse eller "Fiskeboder".

"At Anders Sørensen endelig ogsaa har beskjæftiget sig med Skibsrederi, kan dels sluttes deraf, at hans Enke senere lod idetmindste 1 Skiv bygge, dels af en kongelig Tilladelse, som han fik under 30te Maj 1592, til at udføre noget Ege-Skibstømmer, som han paa 5te Aar havde samlet "med stor Bekostning" i den Hensigt at lade sig et Skib bygge i Ribe, hvilket Forsæt det dog ikke nu var hans Lejlighed at udføre. Da Egetømmer ikke maatte udføres af Landet, maatte han søge om og fik "for denne Gang" Tilladelsen dertil.

For en meget betydelig Del satte Anders Sørensen sine penge i Huse og andre Ejendomme i Ribe. Det er tidligere omtalt, at han paa den østlige Side af det efter Faderen arvede Hus paa Nederdammens Nørreside 1585 kjøbte og derefter rimeligvis af Nyt opbyggede 2 Ejendomme, hvor han derpaa flyttede ind og boede til sin Død.
1588 kjøbte han dernæst en Part, og 1597 de øvrige Parter i det Hus, som laa nærmest vestenfor hans Faders forhenværende Hus, imellem dette og Mølleslusen.
1597 kjøbte han ogsaa den nærmeste Gaard inden for Nørreport paa samme Nederdams Nørreside, saa at han nu ejede den største Del af denne Hovedgades ene Side; men desuden ejede han Huse og Boder (mindre Huse, som udlejedes til fattige Folk), rundt omkring i Byen.
Foruden det Hus i Grønnegade, som han først selv havde beboet, og hvori han senere holdt Vinkjelder, ejede han flere Huse i Grønnegade, Fiskergade, paa Nyjord (nu Skibsbroen) og i de mellemliggende Slipper.
Efter den store Ildebrand i September 1580, som lagde den østlige Side af Stenbogade og Torvet, dernæst hele Storegade, Sortebrødregade, Per Dovns Slippe, Vægtergade, Hundegade, Badstuegade og Klosterstræde ganske øde, overtog Anders Sørensen dels for Gjæld, og dels kjøbte han flere Grunde i disse Gader og ejede rimeligvis selv i forvejen nogle.
Paa det tidligere nævnte Blad i Biskop Blochs Samlinger nævnes derfor ogsaa, at han lod opbygge mange Huse i Ribe efter den store Ildebrand. Iøvrigt ejede han Huse i næsten alle Byens Gader, flere Stalde udenfor Nørreport og flere Haver paa St. Hans Holm; men nogen bestemt Angivelse af Antallet paa hans Ejendomme tør jeg ikke gjøre".

"Ifølge den anselige Stilling, som Anders Sørensen indtog i Byen, var det rimeligt, at han efterhaanden blev valgt til dens Hædersposter. Først finder vi ham som Hospitalsforstander, det vil sige, som en af de 2 Borgere, som i Forening med Kapitlet havde Overbestyrelsen af Ribe Hospital. 1583 har han saaledes underskrevet en Kontrakt, som denne Bestyrelse sluttede med Hr. Hans Mikkelsen Kolding, der antoges som baade Præst og Husholder eller Spisemester i Hospitalet;
det var nemlig paa den Tid det Almindelige, at disse 2 Stillinger ved Hospitalet vare forenede.
Han skriver sig her selv:
Anders Seuerinss. Klyn; men det er ogsaa det eneste Sted, hvor jeg har fundet, at han enten har kaldt sig selv eller af sine Samtidige er bleven kaldt med dette Tilnavn. Han vedblev rimeligvis at være Hospitalsforstander idet mindste indtil 1590; thi i dette Aar erhvervede han, som der fortælles i Hospitalets gamle Kopibog, et kongeligt Missive fra Regjeringsraadernei Kristian den 4des Mindreaarighed til Lensmanden paa Riberhus om at udlægge Hospitalet Vederlag for 2 Gaarde, som nogle Aar tidligere vare blevne tagne fra det og lagte under Koldinghus.
Det kongelige Missive er dateret Koldinghus, hvorhen Anders Sørensen altsaa rimeligvis var bleven sendt af Hospitalets Bestyrelse, for at overbringe og mundtlig at understøtte dets Andragende.
Han udførte, som vi have set, sit Hverv paa en heldig Maade; men det varede dog endnu adskillige Aar, førend Hospitalet virkelig fik Vederlaget.

Fra 1583 af finder jeg, at Anders Sørensen enkelte Gange hædres fremfor andre Borgere ved at nævnes som tilstedeværende foruden Borgmestrene og Raadmændene ved Indgaaelsen af et Forlig eller Afgivelsen af en Forpligtelse paa Raadhuset for Magistraten.
Den 22de Juli 1588 blev han endelig selv Raadmand tilligemed Ebbe Mogensen og Thomas Jørgensen, saaledes at han var Nr. 2 blandt de Optagne. Raadmændenes Antal forøgedes derved til 10, som var 2 over det regelmæssige og i den gamle Bylov (§ 28) fastsatte Antal.
Om det var for at kunne faa Anders Sørensen medoptagen, at Magistraten, som selv supplerede sig, overskred det almindelige Antal, tør jeg heller ikke sige; men det var dog egentlig ikke noget Usædvanligt, at der var 9 eller 10 Raadmænd paa engang".

Som ovenfor anført døde Anders af et sværdhug d. 4. maj 1598.

  Begivenheder i hans liv:

• Skole: Han har antagelig som barn gået i Ribe Latinskole, for han synes at have været ret dygtig til latin.

• Beskæftigelse: Handelsmand. Desuden majgreve og hospitalsforstander.

Anders blev gift med Kirstine Lauridsdatter, datter af Laurids Thøgersen og Karen Jensdatter Varder, den 29 Jun. 1572 i Ribe. (Kirstine Lauridsdatter blev født den 24 Nov. 1552 i Ribe og døde den 17 Okt. 1634 i Ribe.)