Christian Olufsen Engelstoft
- Født: 1670, Ribe
- Ægteskab: Anne Nielsdatter Struch
- Død: 17 Nov. 1742, Sønderho, Fanø i en alder af 72 år
Notater:
Engelstoft var født i Ribe i 1670 som søn af rådmand og amtsfuldmægtig Oluf Christian Engelstoft. Efter at være dimitteret fra universitetet i 1695 blev han medhjælper for N. L. Struch og giftede sig med hans datter. To sønner og to døtre overlevede barndommen. Begge sønner blev præster, i henholdsvis Sebber og Lundby. De to døtre blev gift på Fanø: Ingeborg med toldvisitør Christian Friederich Gallesen og Mette Margrethe med sin fars medhjælper, Jens Lauridsen Foss. Engelstoft blev betegnet som en veluddannet og munter mand, som var godgørende mod fattige og trængende. Desuden ofrede han mange penge på reparation af kirken. Det er dog ikke ene positive ting, Engelstoft huskes for. Han havde adskillige stridigheder med sine sognebørn, som især var forårsaget af hans forskellige virksomheder. Bl.a. var han den egentlige ejer af Sønderho kro, selvom det officielt var søsterens. Kroen havde eneret på at brygge øl og brænde brændevin, og det kunne nok give moralske anfægtelser hos byens borgere. Det var også Engelstoft der byggede Sønderho Mølle i 1702. Han drev den indtil sin død, men det var hans hustru, der stod som den officielle ejer. Desuden drev han et meget stort landbrug og opkøbte stadig flere jordejendomme og huse. Han havde 4 tjenestefolk plus en lærer til sine børn. Engelstoft var både forpagter af stranden på Fanø og af stranden fra Nymindegab til Langlibjerge. Fra 1712-1714 gav det alene en indtægt på 431 rdl. Endelig var han pengeudlåner. Det betød bl.a. at kroforpagteren i Nordby, Jep Dideriksen, der havde lånt penge af ham, måtte forpligte sig til at købe hele sit forbrug af øl og brændevin af ham. Også fiskerne var han i strid med. Han mente ikke, at de gav ham de fisk som tilkom ham, hvilket gennem flere år førte til både håndgemæng og retssager. Denne strid har jeg beskrevet mere udførligt i afsnittet om præsternes indkomster i starten af bogen. Og retssagerne mellem Engelstoft og sognebørnene var utallige. Til sidst blev det sådan, at de ligefrem drillede ham med det. Kunne han ikke få sin vilje med dem, der næsten alle har lånt penge af ham, sagde han dem brutalt op til udbetaling, selvom han vidste, at de ikke kunne indfri lånet, hvorefter han tvang dem til forlig. På grund af alder og skrøbelighed antog han i 1727 Jens Lauridsen Foss til medhjælper, og i 1739 overtog denne helt embedet. Præstetavlen skriver ganske vist 1727, som året hvor Foss overtog embedet, men tilsyneladende overtog han det først officielt 12 år senere.
Begivenheder i hans liv:
• Beskæftigelse: Præst i Sønderho.
Christian blev gift med Anne Nielsdatter Struch, datter af Niels Lauridsen Struch og Ingeborg Pedersdatter Lipstrup. (Anne Nielsdatter Struch blev født i Jul. 1669 i Sønderho, Fanø, døbt den 24 Jul. 1669 i Sønderho, Fanø, døde den 1 Apr. 1747 i Sønderho, Fanø og blev begravet i Apr. 1747 i Sønderho, Fanø.)
|