Anders Christensen Meldgaard

  Notater:

En gammel gård og dens historie
Øst ud af Gjelleruplund by, hvor Krøjgaardvej skiller sig ud fra Lund-vej, hæver terrænet sig brat, og på den skråning, som dannes her, ligger der en gammel gård. Dens stuehus ligger med front ned mod bygaden og vidner med hele sin stil og udformning stærkt om fortids byggeskik.
Gården hed engang "Meldgaard", og da lå bygningerne syd for lande-vejen, omtrent der, hvor haven til huset Lundvej 20 findes i dag. Nu hed-der den "Baunsgaard", men navnet anvendes dog kun sjældent i daglig tale.
Der er flere grunde til, at netop denne gård gøres til genstand for sær-lig omtale. Dels rummer den i sin historie mange interessante - såvel ty-piske som atypiske - træk fra det gamle landsbysamfunds tid, dels har dramatiske begivenheder og usædvanlige skæbner tilknytning til dens navn. Ydermere kan nævnes, at gården i arkitektonisk henseende har bevaret sit præg fra den epoke, da Gjelleruplund endnu ikke helt havde udspillet sin rolle som hovedstad i Hammerum herred.

Gårdens oprindelse fortaber sig tilbage til den tid, fra hvilken der intet skriftligt er bevaret, men i hvert fald i Markbogen af 1683 er den omtalt. Den er her noteret som Gaard Nr. 5 og er som tidligere nævnt registreret som "Bondegotz, tilhørende Anna Pedersdatter af Wester Hygild i Assing Sogn" og med Niels Jenssøn som bestyrer. Yderligere er noteret, at "Herligheden følger til Lundenæs" (dvs. herlighedsretten).

Denne Anna Pedersdatter var en rig enke. Hun havde været gift to gange med henholdsvis Christen Blok og Jens Pedersen. Begge mændene havde været driftige landmænd, og den sidste endvidere handelsmand, i hvilken egenskab han af og til udviste lidt tvivlsomme forretningsmeto-der og endog en tid var erklæret fredløs. Sammen med sine to mænd havde Anna Pedersdatter i tidens løb samlet sig meget jordegods. Foruden gården i Gjelleruplund ejede hun Mørupgaard i Rind, to gårde i Høgild og halvparten af Kibæk Vandmølle; desuden var hun fæster af Rind Sogns Kongetiende. Bestyreren i Gjelleruplund var øjensynlig hendes søn af andet ægteskab. En anden søn, Peder Jenssøn, var delefoged i Bjødstrup.

I begyndelsen af 1700-tallet blev gården, der nu benævntes "Meldgaard", fæstegård under Herningsholm, således som det var tilfældet med størsteparten af ejendommene i den nordlige del af sognet. Som fæ-ster eller bruger i denne tid nævnes bl.a. "Chresten i Lundgaard". Denne Chresten havde en datter, som hed Maren og var født 1721. Da hun giftede sig, overtog hendes mand gården som fæstebonde. Manden hed Anders Christensen Bøgelund og var født 1716. Hans efternavn var afledt af, at han stammede fra Bøgelund i Skræ ved Kjellerup.
I dette ægteskab fødtes ca. 1758 en datter, Kirsten Andersdatter, som i 1790 blev gift med en mand, der hed Christen Nielsen. Denne Christen Nielsen, der stammede fra Bratbjerg i Borbjerg, indtrådte nu som fæstebonde i svigerfaderens sted.

På denne tid var det økonomisk vanskelige tider for de skiftende herremænd på Herningsholm, og de realiserede derfor en del af deres besiddelser. Samtidig var den navnkundige Mads Friederichsen Schou til Holtbjerg ved at gøre sig stærkt gældende som matador og jordopkøber, og netop 1790 købte han bl.a. også Meldgaard, som han derefter i 1795 afhændede til Christen Nielsen for 390 rigsdaler.
Christen Nielsen blev altså nu selvejerbonde i den ejendom, hvor han hidtil havde været fæstebonde, og sandsynligvis for at markere dette so-ciale og standsmæssige fremskridt antog han nu gårdens navn >Meldgaard< som slægtsnavn.

Christen Nielsen Meldgaard blev fader til tre børn, nemlig datteren Birthe, der blev gift med gårdmand Mikkel Busk i Rind, samt sønnerne An-ders, født 1795, og Niels, født 1798.
Niels blev gift 1820 med Else Marie Pedersdatter fra Lundgaard, altså den gård, der var hans bedstemoders barndomshjem, og som han siden hen overtog.

Sønnen Anders Christensen Meldgaard blev samme år gift med Dorthe Marie Andersdatter fra Agerskov og overtog samtidig Meldgaard efter sin fader. - Han blev hurtigt en agtet og respekteret mand, som fik betroet adskillige tillidshverv. Han var brandfoged og medlem af befordringsvæsnet og blev endvidere i 1826 beskikket som sognefoged. For at blive sognefoged krævedes det, at man var "en velstående og velagtet Gaardmand", så udnævnelsen siger også noget om Anders Christensen Meldgaards økonomiske status. Han hustru fødte ham i 1820 en datter, som fik navnet Kirsten, og alt tegnede sig lyst for den unge gårdmand og hans fami-lie i Meldgaard, indtil sygdom og død kastede deres skygge over hjem-met. Hans hustru blev uhelbredeligt syg og mistede efterhånden sin før-lighed. Hun døde den 4. juni 1839, og i kirkebogen har præsten i forbin-delse med registreringen af dødsfaldet tilføjet følgende lakoniske notat: "Hun var svageligen og tildels Krypling i nogle Aar".

Datteren Kirsten blev nu gift med landmand Christian Frederik Hansen. De unge overtog Meldgaard, og Christian Frederik Hansen må have nydt samme agtelse som sin svigerfader, for han overtog dennes beskik-kelse som sognefoged tillige med andre af hans tillidshverv, bl.a. hvervet som brandfoged og medlemsskabet i befordringsvæsenet.
Fra at være en travl gårdmand med mange gøremål, var Anders Christensen Meldgaard nu henvist til aftægtsmandens passive tilværelse, og det har nok ikke passet ham særligt godt. Hans enkestand varede dog ikke længe. Den 2. juni 1841 blev han i Rind kirke viet til Maren Jørgensdatter fra Lind. Hun var født 1811 og var således væsentlig yngre end sin tilkommende mand. Hendes familie har sikkert været knyttet til Meldgaard-familien med venskabsbånd, for af tingbogen fremgår det, at Anders Christensen Meldgaard allerede i 1828 havde lånt hendes fader 155 Rigsdaler.

Året efter, den 13. juni 1842, fik den unge kone en datter, som blev døbt Dorthe Marie efter Anders Christensen Meldgaards første kone, men barnet døde allerede dagen efter. Netop en uge før var også Anders Christensen Meldgaards 6 måneder gamle datterdatter død; hun var ligeledes opkaldt og navngivet Dorthe Marie.

I 1844 blev Anders Christensen Meldgaard atter fader, denne gang til en dreng, som fik navnet Christen, og familiens tilværelse havde således atter fået indhold. Ydermere ventedes der så i 1847 påny en familieforøgelse, men denne begivenhed fik en tragisk afslutning. Den 14. september 1847 døde den unge kone i barselseng efter at være nedkommet med et dødfødt barn.
Den før så aktive Anders Christensen Meldgaard synes nu at have fået et psykisk knæk. Ved at sammenstykke de mange små træk, der fo-religger om hans liv og færden i de følgende år, tegner der sig et billede af en notorisk dranker. Ved efterårsmarkedet i Gjelleruplund i 1856 var han på færde døgnet rundt og levede sig vel for en tid tilbage til de år, da han var ligemand med storbønderne på markedet. Han var stærkt spirituspåvirket alle markedsdagene, og da markedet var forbi, fortsatte han sin sviren; hans sanseløse rus affødte da den tragedie, som er beskrevet i afsnittet "En dramatisk nat"- Kun heldet forhindrede, at han blev mordbrænder, da han i et anfald af hævngerrighed mod svigersønnen satte ild på "Meldgaard" og dermed lagde halvdelen af landsbyen i aske.

Når landsbyens brand antog et så stort omfang, skyldtes det primært den omstændighed, at alle huse og gårde i bykernen var så tæt sammen-byggede, at en ildløs uvægerligt ville brede sig til nabobygningerne. Derfor blev genopbygningen af bl.a. "Meldgaard" henlagt til den nordli-ge side af vejen. Her på skråningen, der hæver sig op fra vejgaflen, fik gården så den placering, som er bevaret til i dag.

Genopbygningen var øjensynlig forbundet med vanskeligheder af forskellig art, men herom kan vi kun danne os en teoretisk viden. Efter al sandsynlighed er Christian Frederik Hansens økonomi blevet stærkt for-ringet ved branden, for i første omgang blev der ikke råd til at bygge stuehus; i hvert fald blev beboelsen indrettet i den ene ende af kostalden. De mange problemer, der uvilkårligt vil melde sig i forbindelse med flytning, genopbygning og retablering af en stor gård, har ganske givet også været en betragtelig arbejdsmæssig belastning.

Alle disse komplicerede forhold i forbindelse med græmmelsen over den skam, som de unge så uforskyldt har måttet bære deres del af, har sikkert været for meget for Christian Frederik Hansen såvel fysisk som psykisk. I hvert fald døde han mindre end et år efter, at sagen var afslut-tet, nemlig den 16. maj 1858. Ved registreringen af dødsfaldet har præsten gjort følgende tilføjelse: "Han døde af en unavngiven sygdom".

Kirsten Andersdatter var på dette tidspunkt gravid og stod nu i en alder af 37 år alene med den halvt opførte gård og alle problemerne i øvrigt. -For en gardmandsenke var det efter datidens sæd og skik almindeligt og vel også nødvendigt at se sig om efter en ny mand snarest. I Kirstens situation var nødvendigheden vel ekstra stor, og hun tøvede da ej heller længe. Et halvt år senere, nærmere betegnet den 19. november 1858, udviser kirkebogen, at "Ungkarl Jeppe Christian Jensen af Nygaard, 28 Aar gammel, er viet til Enken Kirsten Andersdatter, 38 Aar gammel". Kort forinden, nemlig den 24. oktober, havde Kirsten født en søn, som i dåben fik navnet Niels Sneftrup Jensen.

Om Jeppe Christian Jensen berettes, at han havde været i Amerika, og at han var en rig ungkarl. En kendsgerning er det, at han var temmelig ekstravagant. Af skolens gamle embedsbog kan man f.eks. se, at han ved sit bryllup med Kirsten havde velsignet degnen med et "bryllupsoffer" på ikke mindre end 7 Rigsdaler, 3 Mark og 8 Skilling. Det var faktisk et offer efter proprietærtakst, og det har garanteret været et bryllup, som degnen har husket længe. Og da Jeppe blev mand i gården, opførte han det imponerende stuehus, som altså er bevaret til i dag, og hvor intet blev sparet. Huset udviste mere luksus, end man var vant til i Gjelleruplund på den tid, f.eks. var der trægulv i stuerne i stedet for de sædvanlige lerstampede gulve.
Under 20. august 1859 findes i tingbogen et notat om, at Jeppe Chri-stianjensen er registreret som ejer af gården "ifølge Forevisning af Vielses-attest". Baggrunden for denne besynderlige registrering kendes ikke. Kirsten var i hvert fald ikke død, men muligvis kan hun være blevet mentalt syg og erklæret utilregnelig; muligvis har Jeppe tilført gården så megen kapital, at det sædvanlige formuefællesskab ikke har været ham nok.

Her følger beretningen om den dramatiske nat, der på sørgelig vis fik Anders som hovedperson.

Lørdag den 10. september 1856 var i Midt- og Vestjylland en solrig dag med høj luft og sydøstlig vind, altså en typisk septemberdag. - For Gjel-leruplund-boerne var vejret ideelt, thi høsten var blevet en halv snes da-ge forsinket på grund af årets store begivenhed, Lund marked. Først havde der været de mange forberedelser, dernæst selve de hektiske mar-kedsdage, hvor alle havde været travlt optaget næsten døgnet rundt. Og bagefter var der så oprydningen, for alle gårdene fungerede jo i markedstiden som kroer og var til rådighed med bespisning, logi og opstald-ning, så derfor havde ikke alene alle stuer og kamre, men også alle ud-huse og staldrum været taget i anvendelse.

I sognefoged Christian Frederik Hansens store firlængede gård "Meld-gaard", der lå øst i byen, var man færdig med oprydningen, og livet gik atter sin vante gang. Med hensyn til de daglige gøremål var der en del at indhente, og den ældste af karlene, Søren Chr. Christiansen, havde således været på høstarbejde, indtil mørket faldt på. Da han kom hjem og havde spist sin aftensmad, gik han som den sidste på gården til ro. Også på de andre gårde trængte man til hvile efter en lang arbejdsdag, så allerede længe inden midnat hvilede nattens ro og stilhed over byen.

Det havde med andre ord været en dag og en aften som tusinde andre i det lille samfunds daglige livsrytme, og ingen kunne ane, at midnats-stunden skulle danne optakt til den mest dramatiske nat i Gjelleruplunds historie.
Da klokken var henimod 3 om natten, vågnede sognefogedens 13-årige tjenestedreng, Christian Mogensen, og bemærkede da et lysskær gen-nem vinduet i kammeret, der vendte ud mod gårdspladsen. Gennem det uklare glas kunne han ikke umiddelbart danne sig et overblik over situationen, men trods sin søvndrukne tilstand anede han, at noget var galt og vækkede derfor tjenestekarlen Søren, med hvem han delte kammer.

Straks da Søren så det flakkende lysskær, sprang han op og løb nød-tørftigt påklædt ud på gårdspladsen, hvor hans bange anelser blev be-kræftet: Gården brændte. - Hele den sydlige del af østre længe stod i flammer, og i det tørre stråtag åd ilden sig hastigt frem mod stuehuset med de mange sovende mennesker. Trods sin chokerede tilstand optråd-te karlen resolut. Hans første handling var at vække husbonden og den-nes familie, og derefter løb han højt råbende af sted for at slå alarm og tilkalde hjælp hos naboerne.
Husbonden, der var sig sit ansvar for mennesker, dyr og gård be-vidst, var straks på benene. Fra hans sengekammer til gangdøren var der kun få meter at løbe, så på sekunder var han ude på gårdspladsen. Umiddelbart efter nåede ilden stuehuset, og her strøg vinden lige langs med taget, så at ilden i løbet af mindre end et minut nåede frem til stue-husets vestre ende. Afstanden herfra til naboejendommen var kun 1 alen og 15 tommer, og flammerne kunne derfor uden hindring løbe fra det ene tag direkte over på det andet.

I de følgende 20 minutter var alt kaos og forvirring på stedet. Råbende og forvildede mennesker søgte med fortvivlelsens hast at redde noget ud fra hver sit hus, mens ilden med vindens hjælp hurtigt forplantede sig vestpå gennem byen, hvor de mange stråtag gav rigelig næring til flam-merne.
I den voldsomme forvirring var det håbløst at søge et organiseret slukningsarbejde iværksat, og med datidens hjælpemidler ville et sådant slukningsforsøg sikkert også have været nytteløst. - I løbet afkort tid var seks gårde og huse samtidig omspændt af flammerne og dannede et bål af skrækkelige dimensioner. Hele omegnen var oplyst, og vest for ildens arnested blev kun Krogaarden og præstegården skånet. Her kunne il-den, grundet en større afstand, hindres i at springe over.

Herredsfoged P. Jessen Broder Feddersen, der boede på Nørholm, var blevet alarmeret kl. 4 og havde straks begivet sig til brandstedet, for, som han senere noterede i forhørsprotokollen, >at se, om nogen Foranstalt-ning mod Ildens Udbredelse var at træffe<. Han havde dog måttet konstatere, at det var der ikke, og han havde ydermere måttet erkende, at der på dette tidspunkt ikke var nogen mulighed for at foretage undersøgelse af lokaliteterne på grund af ild og røg.

Herredsfogeden, der netop var tiltrådt sit embede et par måneder for-inden, har sikkert gerne villet bevise, at han var stillingen voksen, så han tøvede ikke med at træffe forberedelse til det obligatoriske brandfor-hør. I det tidlige morgengry, mens røg og brandlugt endnu lå tæt over egnen, nedsatte han sammen med branddirektør Helmuth Krarup en poli-tiret hos gårdejer og kromand Niels Abildtrup. Krogaarden kom således for en stund til at fungere som retsbygning ligesom i fordums dage.

Herredsfogeden gik rutinemæssigt til værks. De mennesker, der først havde opdaget ilden, eller som sidst havde færdedes på stedet, skulle straks afhøres, for at man derved kunne danne sig et billede af tid og sted for ildens opkomst og om muligt også årsagen.

Det var almindeligt bekendt, at branden var opstået hos sognefoge-den, og der blev derfor først skikket bud efter alle beboerne fra denne gård og desuden de nærmeste naboer.
Forhøret bekræftede, at ilden først var observeret i den sydlige del af østre længe, men det blev fastslået, at der ikke i de seneste dage havde været brygget eller bagt eller på anden måde anvendt ild, hverken i den-ne bygning eller i den søndre længe. Ejheller den smedje, som fandtes dér, havde været i brug. Retsvidnet, Niels Abildtrup, kunne underbygge dette udsagn med oplysning om, at den blæsebælg, der tidligere havde været opsat i smedjen, tilhørte ham og var blevet demonteret for et år si-den.
Tjenestekarlen Søren Christiansen, der i kraft af den rolle, som han havde spillet ved alarmeringen, øjensynlig blev anset for det vigtigste vidne, blev indgående afhørt ikke alene om nattens hændelser, men også om sine iagttagelser, før han om aftenen var gået til ro.

Han fremkom da med den oplysning, at han, da han om aftenen var gået til sit kammer, havde antruffet sognefogedens svigerfader, Anders Christensen Meldgaard, som efter Sørens udsagn havde været fuld alle markedsdagene og øjensynlig endnu ikke var blevet ædru, idet han til slut var kravlet ind på høstænget for at søge natteleje der, medbringen-de en delvis tømt brændevinsflaske. - Forinden havde Søren snakket med ham og huskede, at Meldgaard som så ofte før havde udtalt sig i vrede vendinger om svigersønnen, med hvem han angav at have et øko-nomisk mellemværende.
Man må efter dette udsagn uvilkårligt danne sig det indtryk, at Anders Christensen Meldgaard var et fordrukkent subjekt, og det var vel egentlig også tilfældet; men sådan havde det nu ikke altid været.

Om hans fortid og tragiske skæbne vil der blive berettet nærmere i afsnittet "En gammel gård og dens historie", men det skal her kort oplyses, at han førhen havde været en af byens mest agtede mænd. Han var født i Meldgaard 1795, overtog tidligt fødegården og blev i en alder af kun 31 år beskikket som sognefoged og beklædte endvidere mange andre til-lidshverv. To gange var han blevet enkemand, og efter den første kones død havde han afstået gården til sin datter, Kirsten, og hendes mand, Christian Frederik Hansen, der samtidig overtog svigerfaderens bestilling som sognefoged.
De mange sorger og omvæltninger havde øjensynlig knækket Anders Christensen Meldgaards karakter. I hvert fald blev han stærkt forfalden til brændevin, hvilket tydeligt kommer til udtryk derved, at den før så agtede mand nu i en sen aftenstund, snavset og beruset, indfandt sig i den gård, som før havde været hans egen, for dér - som en anden vagabond - at søge natlogi på høstænget med en brændevinsflaske i lommen.

Vidneudsagnet gav ikke anledning til nogen mistanke mod Anders Christensen Meldgaard, for så havde det været anført i forhørsprotokollen. Ved retsmødets slutning spurgte herredsfogeden, om branddirektø-ren ud fra det i forhørene oplyste havde ønsker om yderligere afhøringer eller sigtelser. Branddirektøren svarede hertil, at det havde han ikke, idet Anders Christensen Meldgaard jo ikke havde kunnet træffes. Det kan heraf sluttes, at man jo naturligvis nok ønskede at afhøre Meldgaard om hans eventuelle iagttagelser, men at man ville afvente hans tilstedekomst, og at det i hvert fald ikke skønnedes relevant at iværksætte en ef-tersøgning af ham. Det må vel i denne forbindelse forudsættes, at der var skabt vished for, at han ikke var indebrændt.

Det var nu blevet hen på eftermiddagen, og herredsfogeden erklærede derfor retten for hævet og videre forhør og undersøgelser udsat til næste dag.
På brandstedet var ilden efterhånden ved at dø hen, og den konstitue-rede brandfoged havde travlt med at tilsige mandskab til rydningsarbej-det. Fra en senere retssag ved vi, at der blev tilsagt mandskab med heste og vogne fra en betydelig omkreds, bl.a. fra Fastrup, ca. 6 km fra stedet.
Der havde været stor tilstrømning af folk, som dagen igennem var kommet til Gjelleruplund for at bese ødelæggelserne eller for at yde hjælp til slægtninge og venner blandt de brandlidte. - Også hjælpsomme naboer havde været i aktivitet, så at der i dagens løb var skaffet husly for de familier, som var blevet hjemløse ved branden, og for hvem situatio-nen var uoverskuelig.
Men dramaet var endnu ikke spillet til ende. - Ud på aftenen, netop da de opskræmte beboere belavede sig på at gå til ro efter et bevæget døgn, indløb der en chokerende meddelelse, som hurtigt bragtes fra hus til hus og spredte forfærdelse i alle hjem i Gjelleruplund og ud over sog-net: Sognefogedens svigerfader havde tilstået, at det var ham, der som en hævnakt havde påsat branden.

Det var en husmand fra Gjellerup, der som den første kunne berette, at der tidligere på aftenen i hast var blevet berammet et nyt retsmøde med henblik på et vigtigt forhør. Forløbet af dette forhør kan næppe re-fereres bedre end ved en ordret gengivelse af, hvad der efter herredsfogedens diktat blev nedfældet i forhørsprotokollen, som i dag opbevares i landsarkivet i Viborg.
Vi vil da lade den gamle protokols falmede skrift give nyt liv til beret-ningen om et drama, der ellers forlængst er forsvundet i glemselen.

>Sag Nr. 22 - Retsmødet (II) den 11. September 1856.
Samme Dags Aften Kl. 7V2 blev Retten atter sat paa Niels Abildtrups Bopæl i Overværelse af Vidnerne, Gaardmand Niels Abildtrup og Kontorist Mørch, da det for Forhørsdommeren, der Kl. 3 omtrent Dags Eftermiddag havde begivet sig til sit Hjem, ved Budsendelse fra Branddirektør Krarup var blevet meddelt, at den i Forhøret meldte Anders Meldgaard efter det første Forhørs Afslutning nu var kommet til Stede, men i en temmelig beruset Tilstand, saa at det af Dommeren skjønnedes nyttigst ej i denne Tilstand at lade ham fremstille for Retten, hvor- imod han var foranstaltet sat under Bevogtning paa Niels Abildtrups Bopæl til i Morgen tidlig. - Han tilstod at være Gjerningsmanden til den i afvigte Nat op- komne Ildløs.
For Retten fremstoed Husmand Christen Laursen, Gjellerup Bye. Comparen- ten, der var sat til at bevogte den omhandlede Meldgaard, forklarer, at da han var bleven alene med denne og talte med ham om Branden, udbrød han flere Gange, idet han foldede Hænderne: >Ak Gud naade mig; hvad skal jeg sige?<, hvortil Comparenten gentagende formanede ham til at udsige den fuldstændige Sandhed. - Derefter tilstod Meldgaard for Comparenten ligefrem at være den, der afvigte Nat havde paasat Ilden. Og da Comparenten derefter tilkaldte Branddirektøren samt en anden Comparenten ubekjendt Mand, tilstoed Meldgaard atter i deres Nærværelse Gjerningen, idet han nærmere opgav dertil at have afbenyttet en Svovlstikke, hvormed han havde antændt den østre Bygning i hans Svigersøns Gaard. Efter at Ilden havde fænget - udsagde han, at han havde fortrydt det skete samt forsøgt at slukke Ilden, menforgjæves, ved hvilken Lejlighed han havde for- brændt sin ene Haand. - Derefter havde han forladt Stedet og begivet sig til Her- ning.

Oplæst, ratificeret, aftraadt.
Derefter fremstod oftnævnte Anders Christensen Meldgaard, 61 Aar gammel og ingensinde, efter hvad han paastaar, tidligere tiltalt eller dømt.
Paa Opfordring og formanet til at udsige den fuldstændige Sandhed erklærer han at ville følge denne, hvorefter han tilstaar at være den, der med Forsæt afvigte Nat, uden at han ser sig i Stand til at opgive Klokkeslettet, har paasat den hos hans Svigersøn, Sognefoged Hansen, opkomne Ild. Comparenten, der nemlig de seneste Dage havde nydt en Mængde Spiritus - som han antager ialt 9 Potter -havde i Gaar Aftes begivet sig ind paa Svigersønnens Høladfor at lægge sig til Hvile, men hvor han tillige havde medtaget den sidste Del af den omhandlede Brændevin i en Flaske, hvilken han tømte der. Efter at være falden i Søvn faldt Comparenten imidlertid ud af Høladet, og da han derfra vilde begive sig ind i den søndre Del af det østlige Udhus, hvor en Dør stod aaben, for der at tilbringe Re- sten af Natten, opstod den Tanke hos Comparenten, der var i Besiddelse af nogle chemiske Svovlstikker, som han havde forefundet i et Kammer i Svigersønnens Gaard, hvor han tidligere havde tilbragt en Nat, at sætte Ild paa Gaarden, da han ofte havde næret Nag imod hans Svigersøn, fordi denne - efter Comparentens Formening - uretteligen havde foreholdt Comparenten et Beløb af 200 Rigsdaler. Comparenten udførte ogsaa derefter det fattede Forsæt ved at anstryge en Svovlstik og tænde Taget, men da Ilden blussede op, paastaar Comparenten strax at have fortrydt Gjerningen samt at have gjort Forsøg paa at slukke Ilden, hvilket imid- lertid aldeles mislykkedes, og hvorved Comparenten paastaar for en Del at have forbrændt sin højre Haand. Comparenten paastaar, at han ingensinde vilde have forøvet Gjerningen, hvis ej den overdrevne Nydelse af Spiritus havde berøvet ham Besindelsen, og han paastaar ikke at have tænkt sig den Mulighed, at noget Men- neske derved kunde tilsætte Livet, skjønt det Huus, hvor Ilden blev paasat - ihvorvel ingen dersteds havde Natteleje - stødte umiddelbart op til Stuehuset, hvor Familien havde deres Sengekamre. Comparenten tilstaar, at det forekom ham, idet han ilede bort fra Gaarden, at han saae sin Svigersøns Karl komme ud.
Efter at Comparenten havde forladt Stedet, begav han sig henover Gjellerup- lund Enge over ad Birk til og derfra ad Chausséen til Herning, hvor han forgæves søgte Quartier og anholdt om Brændevin, hvilket blev Comparenten nægtet af en Karl og saavidt han ved ogsaa af en pige.
Oplæst og ratificeret.
Dommeren og Vidnerne samt den Forhøret overværende Branddirektør attestere- de, at afhørte Meldgaard nu var ved sin Besindelse, saa at han var i Stand til at opfatte og besvare ethvert til ham rettet Spørgsmaal.
Dommeren afsagde derpaa følgende Arrestdekret:
Da det under nærværende Sag med Anders Christensen Meldgaards egen Til-staaelse, der bestyrkes ved det iøvrigt oplyste, tilstrækkeligen er constateret, at han har gjort sig skyldig i forsætlig Ildspaasættelse af Sognefoged Hansens Gaard
Dekreteres:
Anders Christensen Meldgaard bør fængsles. - Arrestanten blev derefter til Ar- resten afgivet.
Dommeren og Vidnerne bemærkede, at ved Eftersyn af Arrestantens højre Haand befandtes paa den indre Side en Vable eller noget lignende. Forhøret blev derefter udsat. - Retten hævet.
B.Feddersen. Helmuth Krarup. Jens Madsen.Niels Abildtrup.
Mørch.<
Citat slut.

At den tidligere sognefoged i Gjelleruplund nu blev transporteret til Herning og indsat i tinghusets arrest, var ikke alene en skam og skænd-sel for ham og for landsbyen. Det var også en skæbnens ironi. Anders Christensen Meldgaard havde nemlig, dengang han var byens førende mand, og tinghuset var planlagt opført i Gjelleruplund, været talsmand for de kredse, der argumenterede imod planerne. Han havde dengang fremført den påstand, at et tinghus's arrest jo ofte ville komme til at huse misdædere af enhver art, hvilket borgerne ikke kunne være trygge ved.

Hvad enten dette intermezzo fra Anders Christensen Meldgaards vel-magtsdage har strejfet hans tanker eller ej, så har det nok under alle om-stændigheder været en bitter stund, da celledøren lukkede sig bag ham i arresten i Herning.

Retsbehandlingen af sagen genoptoges på tinghuset den 13. september. I dette og de følgende retsmøder klarlagdes i detaljer omstændighederne vedrørende Anders Christensen Meldgaards færden og handlinger hin skæbnesvangre nat. I alt afholdtes 8 retsmøder i sagen, og referaterne fylder 28 sider i forhørsprotokollen.

I retsmødet den 13. september påstod arrestanten, at han ikke kunne huske sin først afgivne forklaring. - At han havde forårsaget branden vil-le han dog ikke nægte, men hans udlægning af det passerede var nu æn-dret betydeligt.
Ifølge de nye version var han efter faldet fra høstænget gået over til det tidligere nævnte rum, som var en gammel smedje. Her lagde han sig til hvile på gulvet i noget halm og smuld, men tabte da nogle specier, som han opbevarede i bukselommen. For at skaffe lys til eftersøgningen af de tabte mønter tændte han ved hjælp af en svovlstik en halmvisk og brugte den som fakkel. Efter at have fundet specierne havde han kastet den brændende halmvisk fra sig og forlod lokalet for at begive sig til Lind, hvor han i nogen tid havde haft logi. Da han var kommet ud på gårdspladsen, så han ilden blusse op inde i rummet og løb ind for at slukke den, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Han var derfor blevet grebet af panik og havde skyndsomst fjernet sig fra gården.

Ved fornyede afhøringer af sognefoged Hansen og hele hans husstand blev det klart fastslået, at der ikke havde været halm, tørvesmuld eller andet brændbart materiale i smedjen, hvor der tværtimod var fejet og rengjort omhyggeligt, fordi lokalet i markedsdagene havde været an-vendt til at ophænge råfækød i.

Stillet over for disse kendsgerninger sagde Meldgaard nu, at episoden med den brændende halmvisk ikke havde fundet sted i smedjen, men i et umiddelbart tilstødende rum.
Under en ny serie afhøringer blev det klarlagt, at der i dette tilstøden-de rum nok havde været et tyndt lag halm på gulvet, med det var så gen-nemblødt af urin fra de heste, som under markedet havde været opstal-det dér, at det umuligt kunne brænde.

I et af retsmøderne fremlagdes resultatet af de tekniske undersøgelser og opmålinger, som herredsfogeden havde iværksat. Af opmålingerne fremgik det, at gårdene i denne del af byen lå tæt op ad hinanden. Af-standen fra sognefogedens gård til naboejendommen mod vest var såle-des kun 1 alen og 15 tommer. Mellem andre bygninger havde afstanden været henholdsvis 4 alen, 13 alen og 15 alen. Altså en fatal tæt bebyggel-se i betragtning af, at alle bygningerne var stråtækte.

Anders Christensen Meldgaards forklaringer var til stadighed præget af megen forvirring samt idelige ændringer og selvmodsigelser. Hans forsøg på at give ildspåsættelsen karakter af en uforsætlig handling var da også nytteløse. - Og dommen blev hård.
Megen menneskelig tragedie er gemt i dombogens korte og nøgterne registrering af domsafsigelsen:

Thi kjendesfor Ret:
Arrestanten Anders Christensen Meldgaard bør hensættes til Tvangsarbejde paa Livstid. I Erstatning til Landets almindelige Brandkasse udreder han et Be- løb af 4.294 Rigsdaler, til Hammerum Herreds private Brandassuranceforening 1.124 Rigsdaler, til Tjenestedreng Christen Mogensen 15 Rigsdaler og til Pigen Jensine Nielsen 10 Rigsdaler.
Saa udreder Arrestanten ogsaa samtlige af Sagen lovligt flydende Omkostnin- ger, deriblandt de med hans Varetægtsarrest medgaaende, samt i Salær til Aktor, Prokurator Poulsen, 5 og til Defensor, Prokurist Valeur, 4 Rigsdaler. Den idømte Erstatning at udrede inden 15 Dage.<

Efter at arrestanten havde appelleret sagen til landsretten, blev fri-hedsstraffen nedsat til 12 år, dels fordi han på grund af sin svirende til-stand ikke havde kunnet overskue sin handlings farlighed, dels fordi han trods alt ikke havde forladt brandstedet, før han havde sikret sig, at en af beboerne var vågnet.

For den tidligere så stoute gårdejer, der fra barnsben kun havde kendt landmandens liv i sol og blæst i den frie natur, må omstillingen til fæng-selets dystre verden have været en grusom oplevelse.

Og Anders Christensen Meldgaard genså nok heller aldrig sin fødeby. Efter alt at dømme må han være død i fængslet. I hvert fald er hans død ikke registreret i Gjellerup sogns kirkebog, og ej heller er han begravet her, hvor dog ellers begge hans hustruer havde deres sidste hvilested. -Hans sidste år har sikkert været bitre ud over al forstand. Oven i sine mange private sorger måtte han nu sammen med det knugende fængselsliv også bære på samvittighedskvalerne og skammen samt savnet af sine kære.

Når man studerer sagsakterne vedrørende den store brand, må man studse over de lighedspunkter, der er mellem denne brand og branden i Gjelleruplund præstegård den 11. august 1829, hvor ilden opstod på samme tidspunkt i døgnet og på nøjagtig samme måde, nemlig ved an-tændelse af tagskægget.

Særligt påfaldende virker det, at Anders Christensen Meldgaard, der dengang i sin egenskab af sognefoged medvirkede ved brandforhøret, afviste et vidneudsagn om nogle mystiske fodspor, der tegnede sig i det dugvåde græs, og viste, at en person var gået fra det sted, hvor ilden var antændt, og var forsvundet ned bag byen, altså med retning mod Meld-gaards bopæl.

Det ville have været naturligt, om et sådant vidneudsagn havde givet anledning til nærmere undersøgelser, men det skete ikke, skønt ildens opkomst syntes uforståelig og i hvert fald ikke kunne henføres til nogen relevant foreliggende mulighed. - Branden i præstegården blev aldrig opklaret.

Er det tænkeligt, at Anders Christensen Meldgaard, eventuelt efter indtagelse af spiritus, led af en sygelig trang til at se ild, og havde han også forbindelse med branden i præstegården? Spørgsmålet vil for sted-se forblive ubesvaret.

Anders Christensen Meldgaard var i sine ungdoms- og manddomsår velstående og højt estimeret blandt sine bysbørn, og hans fremtid tegne-de sig lys og lovende, men skæbnen ville det altså anderledes.
I hvert fald på det lokale plan, i det lille landsbysamfund, var han dengang en stor mand, så ud fra disse kriterier kan hans livsbane med rette siges at være historien om en stor mand og hans dybe fornedrelse.

Efterspillet
Den store brand i Gjelleruplund kom på mange måder til at sætte sig dy-be spor i landsbyens liv, men i psykisk henseende ramte eftervirkninger-ne naturligvis med størst vægt gerningsmanden og hans pårørende. -For de unge folk i >Meldgaard<, altså sognefoged Christian Frederik Hansen og hans kone, Kirsten, f. Meldgaard, fik begivenheden tragiske følger. - Som den agtede mand, Christian Frederik Hansen var, havde han i sin tid overtaget svigerfaderens hverv som sognefoged. Den skam, som svigerfaderen nu ved sin fatale gerning havde bragt over sig selv og sin familie, fik for Christian Frederik Hansen straks den virkning, at han enten blev frataget eller selv frasagde sig sognefoged-hvervet. Dette kommer tydeligt til udtryk i forhørsprotokollen. I de første forhør tales der om sognefoged Christian Hansen og gårdejer Niels Abildtrup, men inden sagen er afsluttet er titlerne for de to mænd byttet om. Man kan deraf slutte, at Niels Abildtrup nu har overtaget beskikkelsen som sog-nefoged. - Men at Christian Frederik Hansen således på en måde var degraderet, var kun en bagatel. Værre var det, at hans økonomi var slået i stykker ved branden, og øjensynlig endda i en sådan grad, at han bukkede under i kampen med de mange problemer med gårdens genopbygning.

Branden havde til fulde vist, at den indbyrdes tætte placering af landsbyens gårde og huse frembød en umådelig risiko, når den røde ha-ne galede.
I konsekvens heraf blev Meldgaard (i dag tilh. Peder Lambæk) og gård nr. 4 samt senere en part af gård nr. 3 ved genopbygningen flyttet til deres nuvæ-rende beliggenhed nord for vejen.

Branden blev således bestemmende for landsbyens fremtidige ud-formning, og Anders Christensen Meldgaard blev altså - om end ufrivillig og på en noget uortodoks måde - pioner med hensyn til det, der i mo-derne sprogbrug benævnes "fysisk byplanlægning".

Begivenhederne hin nat affødte i øvrigt også en retssag mod to gård-mænd fra Fastrup, nemlig Niels Schøler og Anders Christensen, som en må-ned senere blev indstævnet >til Undersøgelse og Tiltale og Bødes Ikjendelse for ej at have givet Møde efter Tilsigelse ved den i Gjelleruplund den 11. f. M. sted- fundne Ildebrand i Anledning af Pladsens Ryddeliggørelse<.

Oprydningen i de mange ruiner var et omfattende arbejde, og den konstituerede sognefoged, Peder Iversen i Gjelleruplund, havde derfor set sig nødsaget til at indkalde mandskab med vogne og heste fra en vid om-kreds, og altså også fra Fastrup. De sigtede havde som beordret givet møde dagen efter branden, men da oprydningen øjensynlig har været meget tidkrævende, blev de beordret til også at give møde de følgende dage, endog helt frem til den 17. september. Et sådant forlangende ville de gode Fastrupmænd ikke stå model til, idet de indvendte, at nok ville de ufortøvet møde frem, når slukningsarbejde gjorde det påkrævet, men oprydningsarbejde efter en brand mente de sig lovligen at være fritaget for.
Det ville være uanstændigt at gøre sig lystig over en tragisk og ulykkelig hændelse, men det må være tilgiveligt, om man så lang tid efter også op-ridser sagens tragikomiske aspekter. Og dem er der faktisk en hel del af:

- Den mand, der optrådte som pyroman, havde tidligere været brandfoged, og desuden sognefoged, altså landsbyens ordenshåndhæver og i realiteten at regne som en lokal politimester.
- Den gård, som han først lagde i aske, var tidligere hans egen ejendom,
fædrenegården, der var hans eget og hans forfædres livsværk.
- Gården ejedes på det aktuelle tidspunkt af hans datter og svigersøn; og
denne svigersøn, mod hvem ildspåsættelsen var rettet, var landsbyens sognefoged og altså nu øverste politimyndighed på stedet.
- For at gøre tragikomikken fuldkommen var svigersønnen altså også
brandfoged.

Og mon ikke det er første og eneste gang i danmarkshistorien, at en brandchef har præsteret at være fremme på brandstedet 20 sekunder efter, at han var blevet alarmeret?

Kilde: "Gjelleruplund" af Tage Lier Hansen.

Anders blev gift med Dorthe Marie Andersdatter i 1820 i Gjellerup. (Dorthe Marie Andersdatter blev født i Agerskov, Gjellerup og døde den 4 Jun. 1839 i Meldgaard, Gjellerup.)