Elisabeth Henriksdatter Wederkinch

  Notater:

Den sidste tid boede Elisabeth hos datteren Else på Allergaard i Borris sogn. Oplysningerne om anerne for denne del af familien stammer fra slægtsbogen "Anetavle for Andreas Nicolajsen og Anania Nielsdatter".

Lidt om folk, der i væremåde afveg lidt fra flertallet

Hvert år om St. Hans synger vi: >Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde±. Og selv om man her i Borris i sommeren 1625 brændte en kvinde, fordi man mente, hun gav sig af med heksekunster, sa er den tid forlængst forbi, da man troede på hekse og trolde.
Men der har altid været mennesker, der var anderledes; også mennesker, der uden overdrivelse kan kaldes originaler. Nu er det at være original ikke nødvendigvis noget negativt, man kan endda i visse tilfælde sige tværtimod, men når et menneske i optræden, skrift eller tale afviger væsentligt fra det store flertal, må samme menneske være indstillet på at få betegnelsen, hun/ han er lidt til en side, noget af en original. Et sådant menneske levede her i Borris i tiden 1825-1875. Hans navn var Otto Jakob Fuglede, men blev her altid kaldt Otto Lindvig, et navn han fik efter den gård, han havde, nemlig Lindviggaard. Otto Fuglede nøjedes ikke med at være noget af en original, nej, han var fuldblods, hvad de følgende linier vil bekræfte.
Han blev født den 29/3 1799 som nr. 6 af 9 søskende. Forældrene var: Pastor Hans Nielsen Fuglede og hustru Marie Cathrine, født Bech, der var præstedatter fra Skærbæk i Sønderjylland. Jakob Ottos forfædre var præster, provster, skibskaptajner, ja sågar en generalguvernør i Vestindien var der blandt dem. Så det kan ikke undre, at Otto Jakob også skulle studere til præst. Han og en fire år ældre broder Phillip kom på Århus Latinskole, det var meningen, at broderen senere skulle til søs, men det gik modsat. Men Otto var da så længe på latinskolen, at han senere i livet pralede med, at han havde gået i den sorte skole. Det var der, mente man, at han var blevet >overstuderet±. Men han var en vild krabat, der slet ikke egnede sig til at sidde stille på en skolebænk, og en skønne dag var det ham, der blev sendt til søs. Han kom ud at sejle med en bekendt af faderen, og to gange var han i Vestindien, hvor han, efter sigende, lærte sine kunster og kure af de sorte. I 1814 kom han hjem fra sin første rejse, og da fik han sin løn udbetalt i sedler, det var jo lige efter statsbankerotten. Otto havde selvfølgelig lært at snuse, skrå og ryge tobak; men nu kostede en kardus skrå 50 rigsdaler, og da han ikke havde råd til at ofre så meget på denne nydelse, så holdt han op, skønt han var i en gruelig pine i førstningen. Men siden kunne han ikke lide tobak, og brændevin var han meget mådeholdende overfor.
Senere, som gårdmand og klog mand i Borris, fortalte han ofte saltfulde skipperhistorier fra sit raske sømandsliv. Således fortalte han engang, at mandskabet på et skib, han sejlede med, var blevet så gruelig befængt med lus, at man til sidst blev nødt til at tjære skjorterne indvendig for at komme utøjet til livs. Når hans kone hørte den slags historier, kunne hun sige: Sikke da noget sludder; men Otto bedyrede højtideligt, at historien var sandfærdig fra ende til anden.
Da han kom hjem fra sin anden rejse til Vestindien, hjalp hans ældste broder, Niels, der var guldsmed i Køge, ham til at få plads ved landbruget på Lerchenborg. Her blev han dog ikke ret længe; men så kom han over til broderen Phillip, der var blevet præst i Maltbæk. Medens han var der, ville han besøge sin moster, Else Bech, der var gift med Mads Rahbæk i Ahlergaard i Borris, og her mødte han sin skæbne. I Ahlergaard var der to sønner og to døtre. Mads og Else vidste nok, at Otto havde en arv i vente, og det lykkedes for dem at få datteren Maren Elisabet afsat til ham. Pigen, der egentlig hed Marie, men altid blev kaldt Maren, blev ikke spurgt i den anledning, og havde man spurgt hende, var svaret næppe blevet et ja, thi hun var hemmelig forlovet med en seminarist fra Lindvig. Men dengang var det alt for ringe for en gårdmandspige at blive gift med en sølle degn, så det kunne der ikke blive tale om. Seminaristen blev senere lærer i Ølgod, hvor han var til sin død.
Men Maren Lisbeth glemte nok aldrig sin ungdoms kærlighed, selv om hun og Otto havde det ret godt sammen. Hendes forældres livshistorie var heller ikke helt almindelig. Else havde først været gift med pastor Rahr i Sdr. Felding. En dag pastor Rahr og fru Else kom kørende igennem Ahlergaard, var ejeren Mads Rahbæk i færd med at lægge tag på en af bygningerne. Da han så præstens smukke unge kone, skal han have sagt: >Gid Vorherre havde præsten og jeg konen±. Kort efter skal præsteparret til svogeren Hans Fugledes begravelse. Og på denne rejse bliver pastor Rahr pludselig, syg og dør på Barde Hede. Senere rykkede Else så ind på Ahlergaard som kone. Og det er altså en datter af de to, Otto nu skal giftes med, og det sker den 2/10 1825. Det unge par får Lindviggaard, og Otto bliver fremover kaldt Otto Lindvig. Parret fik to børn, en datter Else, der i 1851 blev gift med Jens Jensen, der senere blev kendt under navnet Jens Lindvig, og en søn, Mads Fuglede, der døde som ungkarl i 1850. I H.P. Hansens bog >Kloge Folk± skriver han bl.a.: En mærkelig størrelse var Otto både af ydre og af temperament, han var lille, klejn og kattesmidig. Når han var ude i embeds medfør, gik han i lang skødefrakke og med en gammel, grå, flosset hat, hvis skygge han ned i nakken, og hvis puld var trykket ned i hatten. Om halsen gik han med en urimelig lang, tyk, strikket >mundkle±, hvadenten det var sommer eller vinter, derimod gik han som regel med bare ben, selv i sneen. Havde han hoser på, da trak han disse uden på buksernes eller også fik de lov at hænge løse om skankerne på ham, hosebånd ville han ikke bruge. En dag sagde hans svigermoder i Ahlergaard til ham: >Go endda et sådn mæ æ Hueser om æ Hæl, a vel da heller gi dæ en par Huesboend±. Men dertil svarede Otto: >Nej, a hår goen i æ swot Skuel, og da mot a låv, te a aller vild træk mi Hueser op±. Sagen var, da Otto gik i den sorte skole, blev han den sidste og skulle som sådan høre den slemme til. Men Otto strittede selvfølgelig imod det bedste, han kunne. Kampen stod, efter hvad han selv har fortalt, i en eng ved Damsø. Otto blev kastet i vandet; men da han var en udmærket svømmer, kom han snart op på land, og så gik det løs igen. Det kneb ham imidlertid at klare sig, og han måtte bede om at få lov til at puste så længe, til han fik sine hosebånd, der var gået løse, bundne. Det fik han også lov til, men nu snød han >gamle Erik±, thi fra den stund bandt han aldrig sine hosebånd.
Når nogen sendte bud efter den kloge mand, tog han sine træsko i hånden, og så stak han af, det bedste han kunne, tværs over mark og mose, gennem bække og åer for at komme hurtigst muligt til hjælp. Dog blev retningen ikke helt lige, thi en gang imellem stod han stille, så tog han nogle højst umotiverede sidespring og hop, hvorefter han fortsatte fremad igen, for kort efter at foretage lignende sidespring til den ene eller anden side. Han kom heller ikke ind ad døren som andre folk. Nej, han hoppede over dørtrinet og gjorde samtidig et spring til siden, hvad der tog sig højst aparte ud. Og når han atter forlod stuen, tog han et stort spring ud og gjorde i det samme en vending, så han kom til at stå med front mod stuen, han gik ud af. Når han drog ud fra Lindvig, knælede han tre gange ned på jorden, inden han fortsatte sin tur. Når han gik i kirke eller var til bryllup, så gik han heller ikke som andre gennem kirkegårdsporten, men sprang over diget, og når han skulle ind i stolen, skete dette også med nogle sære spring. I den før omtalte bog af H. P. Hansen er der flere sider med beretninger om, hvordan Otto har kureret folk, og underligt nok var resultatet af hans kunster positiv. Han havde klienter fra Stauning i vest, Skarrild i øst og Hoven i syd. Egentlig blev han i al almindelighed betragtet som en nar, hvad der vel heller ikke var så meget forkert, men når folk først blev syge, gik der i mange tilfælde bud efter Otto.
Der er et eksempel på, at en karl på en gård i Stauning midt om natten blev beordret op og af sted efter Otto Lindvig, fordi manden på gården havde fået en frygtelig tandpine. Sådan en tur har frem og tilbage plukkede godt i et døgn, sa da karlen endelig kom hjem med Otto, var tandpinen gået over, hvad der ikke kan forbavse nogen, men Otto fik æren for det, og så var han sikkert tilfreds.
En vinterdag da Jens Thomsens kone i Ahlergaard var nedkommet med en arving, beklagede Maren Lisbeth sig over, at hun ikke kunne komme over med barselpotte, fordi vandet i Skjern Å stod så højt, at det ikke var muligt at komme over. Men det kunne Otto nemt klare, og da Maren Lisbeth havde fået maden lavet og hældt i en barselpotte med et hosebånd som hank, trak Otto af sit tøj og svømmede gennem åen med potten hængende mellem tænderne, og så gik han splitternøgen op til gården og ind i køkkenet. Da pigerne så det nøgne mandfolk med barselpotten, løb de skrigende deres vej. Men Otto gik uden videre ind til konen i sovekammeret og, afleverede potten med sin lykønskning.
Jorden til Lindviggaard var, som alt det andet på egnen, let sandjord, og da Ottos evner som landmand var små, har landbruget nok ikke givet noget; men det vidste svigerfaderen råd for. Han skaffede gården en dygtig karl, der så drev gården, hvorefter Otto kunne passe sin gerning som klog mand. Den smule landmandskunnen han havde tilegnet sig på Lerchenborg, kunne ikke rigtig praktiseres på Lindviggaard. Der fortælles således, at han gav hjorddrengen ordre til kun at flytte køerne tre skridt ad gangen, sådan gjorde man nemlig på Lerchenborg, men Lindviggaards græsmarker kunne ikke, i hvert fald ikke dengang, sammenlignes med Lerchenborgs græsmarker.
I øvrigt var det nok Maren Lisbeth, der stod for styret i hjemmet, thi én af de gamle fortællere her beretter, at Otto ikke havde noget at skulle have sagt,
når han var hjemme, og hun var til stede, desuden fik hun skyld for at være en >sylderpot±.

Efter at datteren, Else, var blevet gift med Jens Jensen i 1851, kom Otto og Maren Lisbeth på aftægt. Jens Lindvig, som han blev kaldt, var en oplyst bonde, der havde været med i krigen i 1848-1850, hvor han blev dannebrogsmand, senere blev han også sognerådsformand. Da Ågård Biskole blev flyttet til Lindvig, blev han ansat som lærer. Der blev holdt skole i dagligstuen, og nu måtte Maren og Otto nøjes med et usselt smalt rum ved siden af køkkenet. Else var meget galsindet. En dag hun kom med middagsmaden til de gamle, og satte sovsepanden på bordet, kom Otto, der nu var blind, til at stikke en finger i sovsen, hvorved Else blev så hidsig, at hun kastede pandens indhold i hovedet på faderen. Otto, der ellers også var galsindet, tog det med ro, begyndte at skrabe sovsen af med en finger, som han så slikkede af, og så sagde han: >De hær ær fanden ta mæ gué±.
Otto var en underlig fyr lige til det sidste. Da han i 1874 lå dødsyg, fik han en dag pludselig den barokke idé, at det kunne være skønt at se sig selv ligge lig. Maren måtte hente en knippe halm, som bredtes ud på stuebordet. Så kravlede liget selv op og lagde sig til rette, hvorefter >enken± dækkede ham til med et lagen. Men næppe var Otto strålagt, før nabomanden, Niels Aagaard, kom ind i stuen for at se til patienten. Da han nu fik øje på den >døde±, sagde han med dyb alvor i stemmen: >No i Guds navn, er den gammel så lest af±. Da fór den >døde± op, slog ud med hånden og sagde: >Nej, fanden tame er a et±. Men den 5. oktober samme år døde han.
Denne beretning er fra bogen " Borris sogn og dets beboere 1688-1988" af Chr. Lundsgaard. Udgivet på Eget Forlag 1989.

Barn 2 Else Bech Født: -- ___ 1766 i: Død: i:

Kilder: www.paspa.dk
Yderligere oplysninger på: wederkinck.bravehost.com

  Begivenheder i hendes liv:

• Folketælling. Fkt-1801; Sønder Borris - Tarp Bye; 130244;
75; Else Rahr??; k; 35; enke,1; Huusmoder / Lever af sin pension [Præsteenke, Mad]
76; Matthias Rahr??; m; 6; ; Hendes søn
77; Elisabeth Bech; k; 70; enke,1; Hendes moder / Lever af sin enkepension [Præsteenke, Mad]
78; Berthe Cathrine; k; 22; ugift; Tienestepige [Efternavn ikke oplyst i kilden]

Elisabeth blev gift med Mathias Lauritzen Beck, søn af Lauritz Madsen Beck og Else Andersdatter (Aabenraa), den 2 Nov. 1762 i Nykøbing F. (Mathias Lauritzen Beck blev født den 2 Feb. 1721 i Ribe og døde den 26 Jul. 1789 i Skærbæk.)